Undertitlen, "hokus [fucking] pokus", angiver ganske godt, at det er et ungdommeligt segment, som Rune Klans trylleshow, 2009 satser på. Hans tryllenumre er for så vidt klassiske og favner bredt, men hans hurtigsnak garneret med et noget nær konstant "skidegodt" og aparte påfund som fingeret selvbeskadigelse samt oplysninger om, at den legendariske pornostjerne John Holmes havde den største tryllestav, er indforståede koder i ungdomshyblen.
Tryllekunstneren Rune Klan optræder i ni udsendelser, der synes beregnet for tv-stationer med et indlagt og rimeligt oplagt publikum og enkelte direkte henvendelser til seerne. Hans entré i første afsnit er flot: Tryllekunstneren står i et akvarium, hvorfra han udfører numre med ringe og frembringer en fisk (i stedet for en fugl) af et tørklæde! Og hermed er en lettere pompøs stil lagt i et hæsblæsende show, hvor kortkunster fylder meget, og hvor der hele tiden er dialog med publikum.
Rune Klans trylleshow minder i form om andre tv-shows med vært og publikum, og Rune Klan er da også langt ude i slægt med skærmikoner som Bubber og Sigurd, men han forsøger sig også med egentlig stand-up-comedy. Det er dog til syvende og sidst hans tryllenumre, som holder interessen fangen.
Et noget skrabet show, som også virker lidt langstrakt og en anelse slæbende, selv om tryllekunstneren synligt slider for at kæde numrene sammen i en fortløbende rytme og i det hele taget holde en en acceptabel kadence kørende. Gode tryllenumre, men ikke nok til en anbefaling.