Henrik Vestergaard Nielsen er skuespiller og medstifter af det århusianske Von Baden teater; bogens tre dramatiske tekster er skrevet til dette teater med premierer på Teatret Svalegangen, også i Århus. Titeldramaet, der er bogens længste, har den svære kærlighed som tema. Kristian er blevet forladt af sin kæreste Heidi, og han kan ikke rigtig kommer over det og videre i livet. I et ellers godt sam- og sexliv blev striden om at få og give oralsex den hurdle, der førte til forholdets opløsning. Men der er ellers flere piger, der gerne vil hjælpe Kristian, både Anne og Mette (som kan spilles af den skuespiller, der også har Heidis rolle) vil egentlig gerne ind i hans liv. Men mod slutningen af det lille både romantiske og bitter-søde drama ser det ud til, at Mette får ham på ret køl igen: "Det umulige er sket: man har fundet et andet menneske, der ikke er helt så smålig som en selv". Monologen om Julehaderen, der virkelig hader julen og alt dens uvæsen, er lagt i munden på en butiks-julemand, der virkelig ved, hvad han taler om. Monologen Efterladenskaber handler om en effektfuldt iscenesat selvmordssituation, hvor en escortpige og et par håndjern er ingredienserne. Det er altsammen godt og kvikt moderne teater.