Journalistikkens klassikerserie er nu nået til de første danske krigskorrespondenter. En form for journalistik, som stillede specielle krav til reporteren, der dengang opererede fra hesteryg. Bogens kapitler beretter fra den dansk-tyske krig 1864 til krige på Cuba, Balkan, Manchuriet frem til 1. verdenskrig, og består af uddrag eller hele artikler fra korrespondenterne - kommenteret, udstyret med biografiske oplysninger og indplaceret i en historisk ramme af Mogens Meilby. De danske sværvægtere i faget var Henrik Cavling, som lagde navn til Cavling-prisen og Franz von Jessen, som var international stjerne, men nu næsten er gået i glemmebogen. Den første korrespondent er P.V. Grove, hvis beretninger fra 1864 bl.a. blev anvendt af Herman Bang i romanen Tine. Læseren, som forventer krigshandlinger, død og dramatik på hver side, vil dog skuffes. Bogen, som ikke er illustreret, er primært en skildring af fagets vilkår set i samtidens lys. Men selv om den klassisk journalistiske disciplin dengang blev udført i en tid og på vilkår, der var meget anderledes end vores, så illustrerer Meilby dog klart i sit forord bl.a. med citater fra vor tids danske korrespondenter, at de grundlæggende vilkår egentligt ikke har ændret sig så meget endda.