Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Salomons ring


Beskrivelse


Fantasy. Forhistorien til "Bartimæus-trilogien". Bartimæus keder sig som slave i Kong Salomons tjeneste, men da han møder den unge snigmorderske Asmira, som netop skal myrde selveste Kong Salomon, bliver Bartimæus' liv med ét meget mere interessant.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. feb. 2011

af

af

Martin W Hansen

d. 25. feb. 2011

Kan både bruges af de mange fans af Bartimæus første eventyr og som introduktion til trilogien for nye læsere. Kan selvlæses fra ca. 12 år og opefter. Bogen skal formidles som en forhistorie til den kendte trilogi.

Forfatteren er kendt på bibliotekerne for netop Bartimæus trilogien. Dette er en slags forhistorie til den oprindelige historie, hvor scenen er skiftet fra det moderne London til Kong Salomons Jerusalem i år 950 f.Kr. En tidsperiode der ofte refereres til i den oprindelige series fodnoter. Historien omhandler en yngre og særdeles veloplagt Bartimæus og de eventyr og ulykker han kommer ud for (læs: afstedkommer), i sin tid som slave for én af Kong Salomons hoftroldmænd. Det er en virkelig god fortælling, der har al den spænding og humor, man kan forvente af en Bartimæus-historie, og den kan i lige grad anbefales til fans af den sarkastiske djinn og de der endnu ikke har læst Bartimæus trilogien. Det er desuden en lækker bog i stift bind med en flot forside af Jeff Nentrup, der også lavede forsideillustrationen til N. D. Wilsons 100 låger, og en meget appetitvækkende bagside.

Der er så megen sjov og spas i dette bind, at det er nærliggende at sammenligne med Terry Pratchetts serie Diskverden og A. Lee Martinez Heksen uden navn.

Et virkeligt lækkert bind som både vil begejstre fans og ubekendte læsere af Bartimæus trilogien. En titel der varmt kan anbefales til de fleste unge fantasy-læsere.