Denne 2. udgave er i forhold til 1. udgaven fra 1982 udvidet med von Kleists berømte essay "Om marionetteatret". Ellers er oversættelsen af Niels Brunse den samme, og efterskriftet er ligeledes af Villy Sørensen. Kleist udgav sine fortællinger i to bind i sine sidste to leveår 1810-11 og begik selvmord i en alder af 34 år. Niels Brunse redegør i oversætterens noter for Kleists stil, der er karakteriseret ved en speciel tegnsætning: "Hans kommaer, koloner og semikoloner angiver snarere sætningernes rytmiske end deres grammatiske inddeling". Det er næsten som at overhøre en lang mundtlig beretning uden afbrydelse - bare i romanform. Dvs. lange sætninger med mange kommaer og indskudte sætninger, noget man lige skal vænne sig til. Når dette er overstået, venter der til gengæld en stor læseoplevelse i en samling fortællinger, jeg synes virker friske og stadig kan læses i dag. Hvilket udover den stakåndede skrivestil også skyldes tidløse emner som hævn og hævngerrighed, moral og retsfølelse, individ og samfund. Læsere af moderne klassikere som Kafka og Camus kunne godt lokkes til at læse Kleist. Bogen er i alle tilfælde selvskreven i beholdningen, hvis 1. udgaven ikke haves eller ser for kedelig ud.