Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Samphires sang


Beskrivelse


14 årige Jodie har mistet sin far og hendes bror er alvorligt nyresyg. Da hun knytter bånd til den smukke hingst Samphire, lærer hun at man må kæmpe for dem, man elsker og for alt det man har kært.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. sep. 2012

af

af

Maria Sjøblom

d. 19. sep. 2012

En ny bog til bibliotekets hestehylde, som vil vække glæde hos de 10-15-årige piger. Den kan dog også læses af følsomme teenagepiger, som ikke er specielt hesteinteresserede.

Dette er den prisnominerede, engelske forfatters første bog på dansk. 14-årige Jodie har mistet sin far, hendes 10-årige lillebror er nyresyg, og selvom der er meget kærlighed i familien, kæmper den med økonomiske problemer. Alligevel får den skrabet penge sammen til, at Jodie kan købe en hest. Det viser sig, at hun skaber et helt særligt bånd til den. Hun må dog sælge hesten igen for at redde familiens økonomi, og ulykkeligvis ender den smukke hingst i kløerne på en kriminel bande. Alt ender dog godt til sidst og på trods af den lidt romantiske beskrivelse af Jodie og hendes familie, fungerer bogen rigtigt godt både i forhold til Jodies sorg over faderen og det heste-tekniske indhold. Forfatteren formidler Jodies følsomme tanker på en rigtig fin måde via drømmeagtige scener, og læseren kommer til at holde af alle personerne i bogen, som vil gå direkte i hjertet på pigelæseren. Omslaget viser den smukke araberhingst Samphire på en mørk drømmeagtig baggrund og lægger således fint op til bogens indhold.

Bibliotekerne har rigtig mange hestebøger, men denne hæver sig flot over mængden via dens følsomhed, som rammer teenagepigerne lige i hjertet.

En smuk og medrivende bog, som bevæger læseren og sætter tanker i gang om sorg, kærlighed og om at kæmpe for det, man har kært.



Informationer og udgaver