Sander ryger ud på et sidespor, da han mistænkes i en sag om kvindedrab. Efterforskningsteamet skal nu både opklare forbrydelserne og rense hans navn. For læsere af "Krimiserien med Sander".
Håndfaste bevismaterialer, der involverer Sander i et knivdrab, ryster det faste team med Arnborg, Mille og Fawaz, der må kæmpe for at nå frem til sandheden, mens flere forbrydelser ryster Aarhus. Arnborg får en stalker på halsen og den spanske pensionerede politichef Diego hjælper til på sidelinjen, da flere sager efterhånden flettes sammen og kollegaen Tobias også impliceres. Når det pressede hold på Politigården at få styr på det hele, inden Sander skal fejre 40 års fødselsdag? Dette er 10. bog i serien.
Der er mange tråde på spil, som afsluttes og samles lidt vel hurtigt og overfladisk og sproget er en kende fladt. Plottet med bevismateriale genereret af AI er godt tænkt og en sandsynlig udfordring for efterforskere i fremtiden. Karaktererne er endimensionelle og fx har flere personer i efterforskningen ikke navne og omtales som Erhvervsmanden, Fotografen og den ældre dame.
Det er en af de første danske krimier, hvor AI spiller en rolle i bevismaterialet, men andre, der skriver Aarhus-situerede plots er fx Jürgen Klahn, hvor første bog er Brændende kærlighed.