Den gode fortæller PM udgiver her en samling historier - elleve i alt - af broget tilsnit. Fælles er formen: den barokke frie fortælling, hvor PM først og fremmest med sit til lejligheden opfundne drilske fantasifoster "glyf" hylder fortælleglæden. Den skitserede, men ikke helt indlysende ramme for historierne defineres af Egyptens ti plager. Bege dele ses ikke i historierne - bortset fra "glyffens" rolle i bogens hovednummer, det grumme middelhavseventyr "Anoula House" - og er ikke en nødvendig legitimering. Historierne stritter flot i alle retninger på godt og ondt og ophæver ganske mange litterære konventioner. Fælles er det også, at alle fortællingerne befinder sig et sted mellem realiteternes og fantasiens verden. I "Kvinden der skulle forkæle sig selv" følger vi en midaldrende kvinde, der har en uhelbredelig sygdom, som hun selv har forliget sig med. Hun gør rent, drikker portvin og har sat en Sissel Kyrkjebø-plade på. Hvert nummers titel giver anledning til overvejelser om, hvad der skal ske efter hendes død: børnenes indbyrdes skænderi om arven, veninden der vil lægge an på hendes tidligere kæreste osv. Ganske elegant og både tankevækkende, morsomt og kynisk. Ikke alle fortællinger søger en bestemt mening eller pointe og kan virke lidt retningsløse, men er til gengæld herligt gale og alle er godt og uhøjtideligt fortalt.