Åsa Linds første roman for børn er en rigtig dejlig og varm højtlæsningsbog om filosofi i småbørnshøjde. Den er skrevet i et godt, poetisk sprog med mange nyopfundne ord og pudsige vendinger og ordsammensætninger der er med til at karakterisere hovedpersonen, den lille, fantasifulde Zackarina. Bogen vil glæde tænksomme børn fra 5-7 år og også i høj grad oplæseren. Den vil endvidere være fin i indskolingen hvor de afsluttede kapitler også kan bruges selvstændigt f.eks. som oplæg til diskussioner om generthed, universet, at lytte til hinanden og at overvinde angst for mørke. Bogen er illustreret med nogle meget charmerende tegninger i gråtoner der passer perfekt til tekstens poetiske tone, ligesom den flotte forside udsender de helt rigtige signaler. Zackarina bor i et hus ved havet, og hendes forældre har sjældent tid til at lege med hende. Heldigvis finder hun en dag Sandulven på stranden. Han er glittergul, vild og glad og mindst lige så gammel som stjernerne og ved alting i alle verdener. Ham kan hun både lege og diskutere livets vigtige spørgsmål med; som f.eks. hvad hun var inden hun kom ind i sin mors mave, børnepasning, ben der gør som de selv vil og om blå mærker ikke hellere skulle hedde modighedsmedaljer.