Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Sarin i Nordheim


Beskrivelse


I jagten på sine forældre er pigen Sarin kommet til magikernes by Nordheim. Sarins mor har evner for magi, så der er stor chance for, at de kan finde hende her. Men der ligger fjender på lur over alt. Fantasy for læsere fra 8 år.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 4. dec. 2008

af

af

Jesper Holtoug

d. 4. dec. 2008

Her er så den fjerde af seks bøger i den genretypiske serie om Sarin, der stadig leder efter sine forældre i den farefulde fantasy-verden, hvor orker, basilisker og ondskabsulde troldmænd blot er nogle af truslerne. Historien henvender sig til børn i 8-10-års alderen, som godt selv kan klare den voldsomme, men læseteknisk lettilgængelige fortælling. Bogen har ikke brug for anden formidling end fremvisning af den effektive forside.

Bogen er let at gå til. Sproget er kortet ned til det absolut minimale og Højgaards stregtegninger understøtter på fineste vis begivenhedsforløb og stemning på én og samme gang. Fortællingen inderholder alt det, man forventer af en fantasy-historie - og lidt til. Der er fuld tryk på historien, og stort set alle genretypiske træk og figurer er med. Effektiv fantasy for småfolk. Opgaveark til bogen kan frit hentes på forlagets site.

Serien tåler sammenligning med Ottesens forrygende Enya-serie, som har samme målgruppe og nogenlunde samme omfang. Enya er dog noget mere nedtonede og egentlig også mere uhyggelige.

Fint og velkomment med sådan en handlingsmættet og spændende fantasy-historie for de yngste læsere. En indvending kan være, at historien næsten forsøger at fortælle for meget med så forholdsvis begrænsede ord, som et lix-tal på 9 giver mulighed for. Et par pustepauser undervejs ville nok give bedre mulighed for at lære personerne ordentligt at kende og måske også - paradoksalt nok - øge spændingen.


Bibliotekernes vurdering

d. 14. juli 2023

af

af

Henrik Munch Jørgensen

d. 14. juli 2023

I jagten på sine forældre er pigen Sarin kommet til magikernes by Nordheim. Sarins mor har evner for magi, så der er stor chance for, at de kan finde hende her. Men der ligger fjender på lur over alt. Fantasy for læsere fra 8 år.

De tre sidste bøger i "Sarin-serien" kommer her i en ny-illustreret version. Sarin leder efter sine biologiske forældre, som den onde kejser har taget til fange. Overalt er der fjender, drabelige orker og magiske væsner. Men heldigvis har Sarin arvet nogle af sine forældres magiske evner. Peter Snejbjerg har tegnet illustrationerne til genudgivelserne.

Fantasy-serien om Sarin er her næsten 20 år efter sin første udgivelse stadig en god læseoplevelse for børn. Serien fortjener derfor også en opdatering med nye, indbydende illustrationer, som giver lyst til at læse bøgerne. Er du til fantasy, magiske væsner og det godes kamp mod det onde. Så er dette serien for dig. Bøgerne bør læses i rækkefølge.

En anden god fantasy-serie, som næsten lige er blevet genudgivet er Josefine Ottesens "Drageherren". Det kan også anbefales at læse forfatterens serie "Briana", der starter med Orkerne angriber.