Billedbog om hvor meget der kan nå at ske en helt almindelig søndag morgen. Louis vågner tidligt og vil en masse. Men mor og far er ikke friske. Så Louis og hans dyne beslutter sig for selv at tage affære - og det går ikke stille for sig! De leger i stuen og køkkenet og opdager slet ikke, at de efterlader en masse spor efter sig. Samtidig forsøger Louis at dække morgenbord og ringe til bageren for at bestille kanelsnegle! Men det er som om, at det bliver vildere og vildere, og pludselig kan han høre mor og far! Til sidst ender det med hygge og kanelsnegle. En sød og sikkert for mange genkendelig historie. Teksten er mundret og flydende og giver både oplæseren og lytteren en god oplevelse. Illustrationerne er farverige i en varm stil. De er meget enkle i en lidt kantet stil, som passer fint til bogens "søndag-morgen-univers". Bogen er trykt på lidt kraftigt mat papir, som er med til at gøre illustrationerne lidt anderledes. Forfatteren er tidligere producer ved DR og har udgivet flere bøger, både billedbøger og letlæsningsbøger. Illustratoren er bl.a. kendt fra et par enkle billedromaner. Hans naive, groteske stil og skægge tegninger er en fin medspiller til historien. Samtidig med bogen udkommer historien som tegnefilm. For målgruppen de 3-6-årige.