Færdselshåndbog i billedbogsformat for de ca. 8-11-årige. I en noget springende stil gennemgås lidt perceptionspsykologi, generel færdselslære, cykeludstyr, vigepligtsregler, tegngivning, vejskilte, risikosituationer samt færdsel på rulleskøjter. Lad det være sagt straks: Der siges mange gode og fornuftige ting i denne bog, og da vore hylder ikke ligefrem bugner af færdselsundervisningsbøger, så må den absolut hilses velkommen, men fejlfri er den langtfra. Der er både besynderlige påstande, kuriøse vægtninger af stoffet og direkte fejl. Ingen af disse er dog katastrofale, f.eks. vil det næppe genere den barnlige læser at de danske vejregler ikke tillader undertavler til tavlen Al indkørsel forbudt. De gode råd er desuden spædet op med 5 "noveller" som i bedste fald er irrelevante. Teksten er delt op i en hovedtekst og diverse faktarammer og længere billedtekster. Illustrationerne er i en munter streg, effektivt formidlende uden at være elegante. Bogen er schweitzisk hvad der nok forklarer en del afvigelser i forhold til dansk trafik, men den virker ikke fremmedartet.