En ny bog i serien Se på vilde, der fortæller om vilde dyr forskellige steder i verden. Der er tidligere udkommet to bøger om kænguruer og rensdyr. Bogen er forholdsvis letlæst og henvender sig til dyreinteresserede børn, der har knækket læsekoden. Bogen fortæller kortfattet om, hvor løverne lever, deres udseende, løven som flokdyr, jagten, føde, unger, opvækst m.m. Til sidst i bogen er der ordliste, stikordsregister, litteraturliste og internetadresser. Brødteksten er sat med store typer. Billedteksterne i en lidt mindre sats. Sætningerne er korte, og de få sammensatte ord skrives med bindestreg. Bogen er illustreret med farvefotografier, som alle er rammet ind med farvede kanter. Selv om teksten er kort, giver bogen alligevel børn et udmærket indblik i løvernes liv. Til de 8-9-årige der gerne vil have en let fagbog om et spændende emne. Bogen kan som de øvrige i serien anvendes i skolerne til bl.a. fagligt læsekursus fra 2. klasse.