En velskrevet dansk debutroman om komponisten Johann Sebastian Bach. Forfatteren er klassisk musiker og har i 2001 udgivet en fagbog om musik. Romanens rammefortælling er en spændingshistorie, der foregår i nutiden, hvor vi følger manuskripttyven Nalle Petersen og Bach-forskeren Tanya Taylor. De håber at finde Bachs forsvundne dagbøger ved at rejse i hans fodspor tværs gennem Tyskland. Efterhånden som Bachs dagbøger, om hans fodrejse på 400 km til Lübeck i året 1705, dukker op, bliver indholdet flettet ind i handlingen. Denne tur førte Bach til mødet med tidens store komponist Diderik Buxtehude og hans datter. Hele opholdet bliver meget afgørende for både Bachs kunstneriske og private liv. En fabulerende roman - med en fortælling i fortællingen - altså en krævende roman, så læseren skal koncentrere sig for at følge med. Det er en spændende og godt fortalt historie med et levende og intenst tidsbillede af Bachs tid og med fyldige portrætter af Bach og personerne omkring ham. Hovedpersonerne og de forskellige typer af musikere og forskere i romanen, er skildret med varme og med megen humor. En dejlig historisk og musisk roman skrevet af en kyndig forfatter, der fortæller med overblik og viden.