Playstation 3. Samling af klassiske konsolspil, som blev udgivet til SEGA Megadrive-konsollen. Konsollen, som egentlig hedder SEGA Genesis, blev solgt fra 1989 og holdt sig på toppen helt indtil 1995, hvor en vis Sony Playstation overtog markedet totalt. Denne spilsamling henvender sig primært til samlere og nostalgikere, som kan huske konsollen fra dengang. Selvom mange af spillene er ganske gode, er det dog de færreste, som vil fange interessen hos en moderne gamer. Sprog: engelsk. PEGI: 12+ og ikon for vold. Sværhedsgraden svinger fra mellem til høj, vil kunne magtes fra 10 år.
De 40 spil til SEGA Genesis, som denne samling indeholder, viser både nogle af de første (fx "Altered beast", 1989), de sidste (fx det fremragende "Comix zone", 1995), nogle af de meste populære (fx den stadigt aktive "Sonic the hedgehog", 1991) og nogle ret ukendte. Udvalget er fint, men der er dog ærgerlige mangler blandt de klassiske titler. Castlevania- og Madden NFL-spillene ville have fuldendt udvalget. Spillene vises præcis som de tog sig ud dengang, så når der på æsken står "now in HD", er det ren salgsgas. For målgruppen er autenticiteten yderst vigtig. Til hvert spil er en lille artikel med nørdet info. Ydermere kan ni spil til arcade-maskiner og den ældre SEGA Master-konsol oplåses, fx "Zaxxon". Rigtig meget guf for entusiast-målgruppen.
Den første, og tæt på ultimative, SEGA Genesis-samling til PS3, dermed en unik titel på markedet.
Nostalgikere og entusiaster vil juble, mens andre vil tabe interessen ved synet af den voldsomt bedagede grafik.