God håndbog for alle der har planer om en tur på eller langs med en af de mange svenske eller de norske kanaler.
Ole Kofoed-Olsen er en meget erfaren kanalskipper med et stort kendskab til de svenske og norske kanaler. Han har udover denne bog skrevet en del guider til sejlads på især europæiske kanalsystemer. I en kort indledning fortæller han lidt om sluser og sluseteknik og giver gode råd. Derefter gennemgår han først de svenske og derefter de norske kanaler én for én. Hver kanalbeskrivelse indledes med et oversigtskort over kanalen og dens omgivelser og de tekniske data for den. Så følger beskrivelsen af selve turen med historiske fakta, seværdigheder, havne og ind imellem også forfatterens personlige oplevelser. Teksten er velskrevet og rigt illustreret med O.K.-O.'s farvefotos af seværdigheder og livet på og langs kanalerne. Bagest er der et udmærket stikordsregister.
Det er 3. let bearbejdede udgave af den eneste danske bog om sejlads på svenske eller norske kanaler. I forhold til 2.-udgaven er telefonnumre ændret, hjemmesideadresser tilføjet og navnene på oversigtskortene over kanalerne er trykt med hvidt og blevet tydeligere. Herudover er der kun meget få, mindre ændringer i tekstens indhold og opsætning.
Rigtig god sejladsguide at have med sig på en tur til svenske og norske kanaler.