Til interesserede i USA's historie og markante historiske skikkelser.
Bogen er Benjamin Franklins selvbiografi, en af USA's grundlæggere, en af mændene bag USA's uafhængighedserklæring og manden der er afbilledet på en hundrede dollars seddel. Bogen var i sin tid skrevet til Franklins søn, som en guide til livet. Bogen fortæller om Franklins opvækst, hans tanker omkring livet, og hans politiske holdninger. Sproget i bogen er gammeldags, men forfriskende humoristisk og kækt.
Bogen er en opdateret og revideret udgave af Andreas J. Pedersens oversættelse fra 1918, som stadig findes på en del biblioteker. Der findes også en nyere udgave fra 1958 oversat af Charles Moegreen. Pedersens oversættelse er nok den, der rammer Franklins lettere humoristiske stil og sproget dengang, bedst.
Bogen er en god indgang til en af de mest markante skikkelser i amerikansk historie og den amerikanske selvopfattelse. Har man en af de oprindelige udgaver kan denne dog undværes.