Alle fantasy-elskere fra 13 år og op vil kaste sig over bogen, men den fortjener også, at bibliotekaren formidler den til alle på udkig efter en fantastisk læseoplevelse og til fans af de nordiske mytologier.
Så udkommer første bind i trilogien Klintespind endelig efter en del forviklinger og den er længe ventet på div. internetblogs. Helle Ryding har tidligere skrevet fantasy-serien Morganas kilder og er denne gang inspireret af klinterne på Stevns og Møn. Klintekongen Mithram og hans 9 døtre lever evigt på grund af gudinden Undines hellige kilde, som de også kan helbrede menneskerne i Soria med. Kun én fjende kan ramme Klintefolket: Slangen. Serpina, som er den 8. af Mithrams døtre, tager kampen op, da en fjende sniger sig ind på Klintekongens område. Sammen med sin spinder (edderkop) Anaja, som bor på hende og hjælper med at tegne de magiske klintespind, forsøger Serpina at finde ud af, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Bogen trækker på referencer fra den nordiske mytologi, er en utroligt velskrevet fortælling, hvis handling smukt illustreres på omslaget. Bagerst fortæller forfatteren om sig selv og sin inspiration til bogen. 2. del af serien udkommer i maj 2012.
Lene Kaaberbøl har fået skarp konkurrence om læsernes gunst men også fans af Johanne Hildebrandts Sagaen om Valhalla vil ikke blive skuffede på grund af seriens kraftige inspiration fra den nordiske mytologi.
En fantastisk bog, som vil blive efterspurgt af både unge og voksne fantasy-læsere.