En vedkommende, ærlig og virkelighedstro samling af 18 historier om unge i alderen 17-19 år og deres oplevelser med sex. Bogen henvender sig til unge omkring den seksuelle debutalder, og den er også relevant for både drenge og piger i alderen 14-20 år.
Forfatteren kender vi især som rimsmed og tekstforfatter til en række vellykkede billedbøger senest Palle P og perlen, 2010. Her boltrer hun sig i en helt anden genre. I 18 vedkommende og ærlige fortællinger fra forskellige drenge og piger skildres deres følelser i forhold til tabuer og fortielser om unges følelser, oplevelser om præstation, overraskelse og håndtering og manglende vejledning omkring deres første erotiske oplevelse. Novellerne er meget forskellige både i indhold og form. Indholdsmæssigt spænder de lige fra problemer med at få orgasme til uforløst forelskelse og incest. En af historierne er skrevet som sms-dialog mellem unge, andre bevæger sig i uforløste fantasier eller i mere realistiske betragtninger. Fælles for dem alle er, at de er velskrevne i de unges sprog, og med en stor indlevelse og empati i de unges erotiske udfordringer.
Vi har mange bøger om unge og sex, men ingen, der på samme måde deler ud og tager udgangspunkt i de unges tvivl og usikkerhed. Forfatterskabet kunne godt blive en arvtager for Tine Bryld.
Velskrevet medrivende og relevant novellesamling, som læst og anvendt samlet eller i udpluk er et kærkomment supplement til bibliotekernes øvrige sexbøger for unge.