"Dylans indspilninger er lavet med hans tour-band, og den tyste sound er især kendetegnet ved Donnie Herrons pedal steel guitar, fraværet af trommer og ikke mindst mandens stemme. Det skal siges, at det her nok er det album i nyere tid, jeg har hørt med flest off toner. I begyndelsen havde jeg det svært med det, men nu elsker jeg det. Altså, hvilken onkel vil du helst ende ved klaveret med - ham, der laver en Stig Rossen, eller ham med blikket, kærligheden og de sjove toner? Det er ham, du husker resten af livet. Og det ved Bob Dylan godt, så han byder på en omgang. Han ved også godt, at det er chancebetonet at vælge at fortolke et materiale, folk kender fra en sanger som Sinatra, men som sagt, der gælder særlige regler for Bob Dylan".