En billedbog af to veteraner med et indhold som de fleste kan forholde sig til: Om vanskeligheden ved at trænge igennem med budskabet om fred i en verden med larm og ballade. Den lille spidsmus kender hemmeligheden om Fred på Jord, men ingen lytter, ingen hører ham for larmen. Selv om natten er det umuligt at få ørenlyd. Først da der bogstaveligt talt bliver helt stille i bogen, når budskabet igennem: At fred opstår gennem at være stille og lytte til hinanden. Det kan siges at være et både naivt og gammeldags tema, men via billederne bliver budskabet ganske levende og effektivt. Faktisk udspilles det meste af handlingen i billederne, mens den korte brødtekst kun hjælper historien på vej. Den øvrige tekst er integreret som lyde i de fantasifulde, bevidst kaotiske billeder, med et mylder af personer og begivenheder oven i hinanden. Som kontrast hertil er der et helt enkelt lyseblåt billede, som signalerer at Freden er brudt ud. En fin helhed som styres af billederne, hvor både støj, kaos og stilhed visualiseres. Ikke den mest fængende og originale historie fra det populære makkerpar, men en velmenende historie som mange børn og støjplagede voksne vil sætte pris på. Fra 4 år.