Spil / computerspil

Shrek forever after


Beskrivelse


Actionspil. Adventurespil. Shrek er blevet narret til at underskrive Rumleskafts pagt, som har forvandlet hele verden. Hjælp Shrek med at få sin elskede Fiona og sit hjem tilbage. Skift mellem Shrek, Fiona, Æsel og Den bestøvlede Kat for at udnytte deres specielle evner til at klare puzzles og bekæmpe fjender. Spil alene eller sammen med op til 3 andre spillere.

Emneord


Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juni 2010

af

af

Henrik Schou

d. 30. juni 2010

Xbox 360, PS3. Platformspil. Shrek forever after (Shrek den Lykkelige på dansk) er den sidste biograffilm med Shrek, hvorfor man kan forestille sig, at dette bliver et af de sidste spil med trolden. Spillet er et typisk fra-film-til-spil produkt, der egner sig bedst til børn fra 8 år og op til 12-13 år. På engelsk. PEGI 7.

I spillet (og i filmen) er det lykkedes for Rumleskaft at få Shrek til at underskrive en magisk kontrakt - det har fået den uheldige konsekvens, at Shrek nu befinder sig i en alternativ version af landet Langt Langt Borte, hvor Rumleskaft er konge og hvis Shrek ikke får kysset Fiona inden dagen er omme vil han ophøre med at eksistere. For at redde Shrek skal man styre de fire hovedpersoner fra filmen - Shrek, Fiona, Puss in Boots og Donkey igennem 20 platformbaner, hvor de undervejs skal løse forskellige puzzles. Man kan frit skifte mellem de fire figurer og anvende deres færdigheder eller man kan spille sammen med tre venner. Grafikken er holdt i klare børnevenlige farver og den ser generelt ganske nydelig ud. Lyden er ligeledes glimrende.

Spillet ligner sin forgænger, Shrek den tredje, temmelig meget. Gameplay og muligheden for at skifte mellem karakterene fra filmen, fungerer stort set som i forgængeren.

Shrek forever after er naturligvis et spil sigtet mod børn og derfor er sværhedsgraden i spillet lav. Voksne spillere vil med sikkerhed miste interessen hurtigt - men børn, der kender Shrek og universet, vil finde masser af underholdning i spillets 20 let genkendelige baner. Samlet set er spillet et solidt børnespil, baseret på en biograffilm.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juni 2010

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 30. juni 2010

Dvd-rom, Wii. Action/adventurespil. Shrek forever after er på engelsk, hvilket ikke er optimalt for målgruppen fra 7 år, men det er dog meget intuitivt. PEGI: 7. Spillet er ret nemt: fjenderne er overkommelige, der er mange tips undervejs og en pil viser altid vej.

Trolden Shrek er igen aktuel i biograferne, og det afføder naturligvis et spil, som har beholdt den engelske titel. Spillet er udkommet til 5 konsoller - bl.a. pc og wii. Shrek er blevet narret til at underskrive en pagt med Rumleskaft, som har forvandlet verden. Man skal nu hjælpe Shrek med at få Fiona tilbage og gøre verden normal. Undervejs skal man løse puzzles og bekæmpe mange fjender. Opgraderinger til figurerne købes for de penge, man samler undervejs. Man skifter imellem Shrek, Fiona, Æsel og Den Bestøvlede Kat med hver deres unikke evner, som bruges for at komme videre i banerne. Indholdsmæssigt er udgaven til pc og wii identiske, men pc-udgaven har den flotteste grafik. Banerne i begge spil er detaljerede og fantasifulde og har fin, kulørt grafik. Til wii-udgaven bruges både remote og nunchuck, hvilket letter styringen. Remotens bevægelsessensor bruges dog kun til enkelte opgaver. Man kan spille alene eller op til 4 spillere sammen.

Der er kommet en del Shrek-spil efterhånden, men dette er et af de bedre. Lego-spillene minder meget om Shrek forever after - både hvad angår indhold, sværhedsgrad og målgruppe.

Spillet er meget tro mod det velkendte Shrek-univers og har bibeholdt den humoristiske tone. Shrek-fans vil bestemt ikke blive skuffede, men spillet kan også fint spilles af andre.


Bibliotekernes vurdering

d. 30. juni 2010

af

af

Frederik Nielsen

d. 30. juni 2010

Nintendo DS. Shrek forever after er et adventurespil bygget på animationsfilmen med den danske titel Shrek den Lykkelige. Spillet henvender sig primært til fans af filmen, er kun med engelsk tekst og tale, men relativt nemt at gå til, så målgruppen er fra 6-7 år. PEGI: 7 med ikon for vold.

Shrek længes tilbage til de gode gamle troldedage og det udnytter Rumleskaft til at narre Shrek til at underskrive en pagt. Pludselig befinder Shrek sig i en forskruet udgave af Langt Langt Borte, hvor trolde bliver jaget, Rumleskaft er konge, og Shrek og Fiona aldrig har mødt hinanden. Kan Shrek ophæve forvandlingen, redde sine venner og sit livs kærlighed? Det er muligt at spille Shrek, Fiona, Den Bestøvlede Kat og Æslet med hver deres unikke evner, som kan opgraderes løbende, og det skal udnyttes for at gennemfører spillet. Spillet byder på 18 baner, forskellige minispil og muligheden for at spille sammen online med hver sin figur. Grafikken og lydsiden er i orden, men styringen og især kameraføringen volder en del problemer. Jeg oplevede to gange at spillet frøs og måtte genstartes.

Adventuregenren er utrolig populær til DS, men især Lego-titler med deres høje standard adskiller sig fra mængden med titler som "Lego Indiana Jones" og Lego star wars-spillene.

Shrek forever after er slet ikke et dårligt spil, andre har bare gjort det bedre. Yngre fans af Shrek-filmene vil dog efter al sandsynlighed kunne li' spillet. især kameraføringen gjorde dog at jeg sad fast nogle gange, ikke pga. selve spillet, men mere den problematiske styring, som den medførte.