Der er tidligere udkommet en halv snes bøger i denne serie om vilde dyr fra hele verden. Her handler det om henholdsvis leoparden og den største kat, den sibiriske tiger. Bøgerne, der er i stift bind, starter med en kort omtale af nogle slægtninge. Herefter fortælles om udbredelse, familieliv, føde/jagt, unger, opvækst og fjender. Til sidst et opslag med nogle få fakta. Der er også en ordliste og et stikordsregister. Bøgerne er forsynede med udbredelseskort og gode farvefotos. På hver side er der 3-5 linjer tekst, der er sat med store typer. Sammensatte ord skrives med bindestreg, og fremhævede ord forklares i ordlisten. Selv om der ikke er megen tekst, giver bøgerne dog en vis indsigt i de imponerende kattedyrs levevis. Kan bruges til fritidslæsning for elever, der gerne vil læse om farlige dyr, til almindelig læsetræning og til fagligt læsekursus fra sidst i 2. klasse. Der findes mange andre bøger om store katte. De fleste er mere omfattende, men også lidt sværere at læse, men Tigeren (1999) i serien Læs dansk fakta er også kortfattet og letlæst.