Forfatteren fortsætter her sin Syditalien (74.50.107) med at tage springet over Messinastrædet til Sicilien, som han gennemrejser først langs kysten øen rundt, derefter besøges dens indre. Som i den første bog ligger hovedvægten på det historiske, specielt den græske kolonitid, men gennem bogens opbygning som rejseskildring indflettes elegant både landets og befolkningens nutid og tørre turistmæssige oplysninger om hoteller, veje, adresser, museer etc. Forfatterens store viden om den klassiske oldtid kommer helt til sin ret, græske ruiner og byer får fine beskrivelser, mens beretningen krydres med oldtidens mytologi og sagnverden, og afbrydes af citater af andre rejsende, især Fr. Münster, og indfødte, ikke mindst Lampedusa. Som ovennævnte er det en eksempelværdig moderne rejsebog, lige egnet til læsning før, under og efter rejsen til et fjernt hjørne af Europa, som besøges af et stadig stigende antal danske turister, og som i forhold til litteraturen på dansk om Italien iøvrigt har været stedmoderligt behandlet med kun to bøger, Carit Andersen: Sicilien (1962) og Lyngby Jepsen: Sicilianske billeder (1970). Illustreret med kort og 32 sort/hvide plancher af høj kvalitet.