Den danske udgave burde have bibeholdt den amerikanske titel: The road to Tyranny: Germany from Bismarck to Hitler. Titel + undertitel: Nazisternes foretrukne sejrsbrøl virker poppet. De enkelte billeder er velvalgte og afslørende. Der er 700 af dem, men teksten til de ca. 350 sider i stort format er selvsagt ikke den »hele historie« fra 1861 til 1945. Der er - og må være - huller og forklaringer, men billedstoffet opvejer den her og der tynde tekst. Bogen kan udmærket være »fælles grundbog« i studiekredse, der beskæftiger sig med perioder inden for tidsrummet. Ligeledes vil den være velegnet som incitament, blikfang og baggrundsstof for de ældste folkeskoleklasser, som i tidsrummet kan vælge emnearbejder i netop de perioder. Lynkrigen i Polen, besættelserne af Danmark og Norge, overfaldene på Holland og Belgien samt de allieredes invasioner gennem Italien og Frankrig bliver der ikke meget plads til. Men det er et forsøg - og vellykket - på at skildre nazisternes ti-års rige»indefra«. Hvis der ikke skal spares for drastisk på bogkontoen, er den absolut anskaffelse værd.