Bøger / skønlitteratur til børn / noveller

Sigurd fortæller flere godnathistorier


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 25. nov. 2008

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 25. nov. 2008

Samling af godnathistorier, rim og sange til højtlæsning. Fra ca. 4 år.

I 2003 kom Sigurd fortæller godnathistorier og her udkommer så Sigurd fortæller flere godnathistorier. Konceptet er det samme. Vi får en række skægge og herlige godnathistorier med de velkendte figurer Bjørnen Bjørn, Spidsnæserne, de grønne Pilfingre m.fl. Alle historierne er fortalt med et glimt i øjet og i et flydende og mundret sprog, og de har alle en lille pointe. Ind imellem historierne er der indsat en række rim og sange. Bogen er rigt illustreret med farvelagte stregtegninger i en bevidst barnlig og karikeret stil, der passer godt til de finurlige historier. Ligesom i første bind er det Jeanette Brandt og Tove Krebs Lange, der står for illustrationerne. Bogen ledsages af en cd, hvor Sigurd Barrett læser nogle af historierne højt, mens han spiller klaver til.

Sigurd Barretts historier fra Sigurds Bjørnetime har deres helt eget fantasifulde univers, som gør hans godnathistoriesamlinger til noget helt specielt.

Alt i alt en glimrende fortsættelse til den første samling af Sigurds historier fra 2003. Historiernes helt specielle - og populære - univers, og den lune tone, de fortælles i, vil utvivlsomt gøre denne samling af godnathistorier særdeles populær.