34 år efter Silas og den sorte hoppe udkom som første bind i denne fantastiske serie, er der stadig gode historier at fortælle om flere af de kendte personer - og endnu flere nye folk kommer til. I dette bind 14 bliver Silas far til pigen Anina, og samtidig får han igen kontakt til sin mor, han ikke har set siden tiden før bind 1, og som datteren er opkaldt efter. Historien i dette bind er på én gang afsluttet og tæt forbundet med de tidligere bøger. Der er både spænding, dramatik og alt andet godt i bogen. Ben-Godik, Odderjægeren og Silas er stadig blandt de gode hovedpersoner i spillet om penge, Sebastianbjerget, smuglerspiritus og den afsluttende redning af et barn fra et grusomt asyl. Skurkene denne gang er handelsmanden og flodrøverne samt med Hestekragen som aktiv på begge sider. Der er forunderligt meget liv og action i denne serie med de mange år på bagen. Der er bogen igennem en varm solidaritet med de svageste, og det er stadig en tidløs og gribende historie om at klare sig med hjælp af sine venner og på trods af vilkårene i øvrigt. De trofaste læsere i et bredt aldersspektrum vil nyde fortællingen og se frem til næste bind. Bogens titel viser måske fremad mod mere trygge tider, nu generationerne er forenede. Selvlæsning fra 11-12 år og oplæsning tidligere.