Bøger / faglitteratur / kogebøger

Simple retter i verdensklasse


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 18. juli 2008

af

af

Lene Kristiansen

d. 18. juli 2008

Mik Schack havde indtil 2007, hvor også han blev ramt af nedskæringerne i DR, et unikt (og af mange stærkt savnet) madprogram på DR2. Hans personlige og meget ærlige, nogen vil sige provokerende, tilgang til ordentlig mad/skodmad fornægter sig heller ikke her i bogen. Nogle af opskrifterne fra tv-udsendelserne selvfølgelig er med, og Schack med chiliskjorten er på forsiden.

Vidtspændende kogebog med mange tillokkende, hurtige, tidskrævende og flere u- end komplicerede opskrifter og en bredde, der går lige fra flækket lammehoved til vingummibamserand. Hentet fra hele verden med en hældning til Østen og Italien. Helt klart yndlingsretter, som Schack har et særligt forhold til og også fortæller om. De fleste kapiteloverskrifter er som i andre kogebøger bortset fra "vilde og sære ting" - med begge dele - til gengæld har desserter ikke Schacks store opmærksomhed. Hans opskrifter er ikke altid med mængdeangivelse, ovnvarme mv., men sådan skal det være. Til gengæld er der forbrugervenlige oplysninger om/hvor tingene kan købes. Spredte fotos taget af Schack selv, desværre. Han skal holde sig til maden! Fyldigt register.

Sschack indskriver sig i rækken af personlige kogebogsskribenter, som det også er en stor fornøjelse at læse.

Til Mik Schack- & Hjemmeservicefans samt alle andre, der holder af ikke præstationsangstfremkaldende kogebøger. En journalist, der i den grad prikker til vores madvaner, men også en begejstret koge"kone" med madhjertet på rette sted.