Den irske forfatters 2. roman er en usentimental historie om et kærlighedsforhold, der aldrig får chancen for at folde sig helt ud pga. fortidens dystre traumer. Den modne Farrell forelsker sig i den yngre Grace de gifter sig og får hurtigt stablet et fælles og lykkeligt liv med løfter for fremtiden på benene. Men sådan skal det ikke gå, for fortiden kaster skygger over deres liv i en grad så det isner ind til benene. Farrell kæmper med sin traumatiske opvækst som ældste søn i en familie, der blev totalt splittet ad pga. farens druk og vold. Altid har han båret rundt på smerten over tabet og oplever han sit eget svigt. Og da han med Grace har giftet sig til en rig og dominerende svigerfar, der ikke just billiger ægteskabet, har han i egne øjne fået en fjende der forsøger at trænge sig ind på hans enemærker. Farrell føler han må slås for Grace, slås for ikke igen at miste hvad han elsker højst. Langsomt forvandler alt det der på overfladen ser så normalt og lykkeligt ud, sig til et kvælende, klaustrofobisk forhold, som skræmmer læseren med sine stilfærdige, overbevisende forklaringssammenhænge. En knugende ægteskabsroman med oprørende, sociale billeder som vi kender dem fra andre irske romaner.