PS3, Xbox 360. Actionspil. Singularity er et klassisk første person skydespil. For børn og unge fra 14-18 år og voksne. 3 sværhedsgrader. Med online spilmulighed for op til 12 spillere. PEGI: 18, med ikon for vold. Volden vil dog ikke genere danske børn. Sprog: engelsk.
I Singularity er spilleren kaptajn Nate Renko, som flyves til den fiktive russiske ø Katorga-12. Øen var under den kolde krig center for atomvåbenforsøg. Flyet styrter og vores helt er isoleret. Det viser sig snart, at russerne også eksperimenterede med andre våben samt tidsrejser! Spillet springer frem og tilbage i tid fra 1955 til 2010, men uden at man egentlig bliver forvirret. Det er blot med til at skabe intensitet og variation i gameplay, som primært er action og tætte kampe mod russiske soldater og de muterede monstre (singularities), som blev skabt af forsøgene. Renko får med tiden heldigvis mange spændende våben på hånden. Grafisk layout er ikke i topklasse, men understreger fint den dystre stemning.
Spillet bygger videre på Wolfenstein, som udkom i 2009. Spilproducenten Raven har raffineret både gameplay og udtryk. PS3- og xbox 360-versionerne er næsten identiske. Tidsrejser behandles elegant, som vi også kender det i "Braid" til xbox.
Singularity tilbyder en original historie samt et underholdende gameplay. Alt sammen krydret med solide lydeffekter og dyster grafik. Det er ikke en revolution i genren, men spillets mange features kombineres på nye og sjove måder. Online-spil fungerer perfekt. Eneste minus er den korte spilletid. Anbefales.