At kokke er vor tids helte, er åbenbart også gået op for gamle Peddersen og katten Findus ovre i Sverige, for efter aktivitetsbogen Puslerier med Findus (01/16) har Findus nu tvunget Peddersen til at lave en kogebog for at få ryddet op i de mange små lapper papir i køkkenskabene. Jeg har mest tænkt på Peddersen, som en kål- og kartoffelmand med afstikkere til lagkager og andet sødt, men han har moderne nok også hvidløg, chili og pasta i sit fadebur. Bogens opskrifter er inddelt i årstider og de er en blanding af enkle ting som havregrød og lidt mere avancerede ting som fyldte rødspætter, andebryst med appelsinsauce og kalkunkarrygryde. Opskrifterne er lette at forstå med ingredienser for sig og en trin for trin forklaring, selvom de nok kræver lidt voksenovervågning. Hvis de ikke lige var sat ind i et Peddersen/Findus univers var det ikke en kogebog, man ville ofre meget opmærksomhed, men de mange vidunderlige illustrationer (både nye og gamle), udplukkene fra de tidligere bøger og den hyggelige beskrivelse af, hvordan tingene går på excentrisk vis i det specielle svenske landkøkken gør den unik. Peddersen har bl.a. en vane med at mumle et mærkeligt vers, når han sætter noget i ovnen for at narre småfolket. En dejlig familiebog fra 5 år.