Målgruppen er læserne af store historiske beretninger, der skal være farvelagt med den brede pensel, iscenesat med en god portion solidt drama og et spændingsniveau, der kan holde til mange detaljer.
Forfatteren, en af de veletablerede i denne genre, fortæller i en efterskrift, at da hun arbejdede på 1. bog i serien om Rosekrigene (slægterne York og Lancaster i det 15. århundrede): Den hvide dronning, blev hun så fascineret af hovedpersonens mor, at der burde være basis for endnu en bog. Bind 1 handlede om den ambitiøse Elizabeth Woodville, der blev gift med kong Edward IV af Tudorslægten, og det er historien om hendes mor, Jacquetta, fra en adelig slægt med en nedarvet synskhed blandt kvinderne, vi finder i denne roman. Hun bliver gift med hertugen af Bedford og er enke allerede som 19-årig. Hun gifter sig derefter af kærlighed med den flotte Richard Woodville fra sit følge, og må betale bøden for ikke at tage den ægtemand, som hoffet byder; de tilgives dog og indlemmes snart i hoffet omkring den unge kong Henrik IV. Der er mange og blodige intriger, de efterhånden mange børn er heldigvis i sikkerhed på det hjemlige gods, mens far kæmper i slægtskrigen og mor passer sin position i dronningens kreds.
Forfatteren lægger vægt på at rette fokus mod historiens store kvindeskikkelser, og denne roman ligner resten af den populære produktion, den taber dog lidt højde mod slutningen, færre nuancer og en smule opremsende.
Det er god underholdning, kærlighed og britisk historie.