Hvad sker der, når man får skældud i det offentlige rum og er et barn i en institution. Det er Sigsgaards ærinde at afdække dette problem med forskningsprojektet, hvor man har undersøgt, hvor meget der skældes ud på hvem og af hvem i daginstitutioner. Spørgsmål som Hvad er skældud? Hvad skælder de voksne ud over og hvorfor? Hvilke børn skældes ud? Hvordan virker skældud? Hænger skældud sammen med pædagogikken? Og til sidst en række eksempler fra hele Danmark på skoler og institutioner hvor man bevidst søger ikke at skælde ud. Sigsgaard skriver på en måde, der gør at man føler, at det er meget vedkommende for en selv uanset om man har børn eller ej. Derfor er hans bøger altid debatskabende og derfor bruges de meget år efter år. Denne vægtige bog om et ret ubeskrevet emne er ingen undtagelse.