Skagen har som bekendt siden 1870'erne tiltrukket mange kendte kunstnere og endnu flere turister, så det er ikke overraskende at litteraturen om byen og omegnen er ganske omfattende, og også rummer rejseguider. I dette nyeste skud på stammen gennemgår den erfarne håndbogsforfatter, Henning Dehn-Nielsen byen og omegnen for såvel dagsturisten som landliggeren. Her er veltilrettelagte og overskuelige ture og grundige omtaler af seværdigheder fra Grenens spids til Ålbæk Klitplantage og fra Højen til Kandestederne og Tversted. Dertil afsnit om Skagensmalerne og senere kunstnere og kunsthåndværkere, Fyr- og redningsvæsenet, sagn og folklore og historiske særpræg. Bogen igennem får man oplysninger om gode aktivitetsmuligheder, ikke mindst for børn, hoteller, campingpladser og spisesteder, der også sammen med museer og andre besøgssteder, gallerier og værksteder er samlet i et faktaafsnit. Register. Gode farvefotos.