Pegebog i kraftigt pap med flapper om dyrs og menneskers afføring. Til en snak om overgangen fra at være blebarn til at være renlig for de ca. 1 1/2-3-årige. Stilfærdig forside signalerer indholdet.
Med udgangspunkt i hvordan hunden, katten, kaninen, hesten og koen tisser og skider, når vi frem til, hvor det er bedst for den lille dreng at gøre det. Og det er på et børnetoiletsæde på wc-et. Teknikken med flapperne er god, for tegningerne på bagsiden af flappen bevirker en stor ændring af billedet, når flappen slås helt ud. Dyrene smiler, som de ofte gør i Birde Poulsens velkendte tegninger med akvarelfarver. Teksten er kort. Ud over "Er der mon nogen, der skal tisse her?" er der kun ganske få ord. Der er ingen ord for den menneskelige afføring eller handlingen med at komme af med den. Oplæseren kan således bruge sine egne foretrukne betegnelser.
Blandt de efterhånden mange bøger i "gæt en lort-genren" er Må jeg kigge i din ble? (2009/05) emne- og aldersmæssigt tæt på. Bogens udseende kan sammenlignes med Birde Poulsens Den lille frække elefant (2008/50).
Når man er på vej fra blealderen til potte- og wc-alderen kan bogen her fint bruges. Der er forskellige bøger med forskellige vinkler, og nogen vil foretrække Birde Poulsens stilfærdige streg og lette humor.