Charlotte, eller Charlie som hun bliver kaldt af alle, er bedste venner med Braden, naboens søn. De ses tit og Charlie opdager at hun har følelser for Braden. Tør hun fortælle om dem og måske miste ham som ven? For 13-16 år.
Charlie er vokset op i en familie med tre brøde og naboens søn Braden, som en del af familien. Hun er en rigtig drenge-pige, måske fordi hendes mor døde da hun var seks år. Charlie får en fartbøde. Det får konsekvenser, for hun skal selv betale den. Charlie får et sommerjob, og en ny verden åbner sig. Smart tøj, make-up og nye veninder. Noget ændrer sig i hende. Forholdet til Braden føles anderledes, men tør hun fortælle ham det? En bog i Carlsens serie "Sonar".
Det er en rigtig dejlig bog, som du helt sikkert vil leve dig ind i. Du er i rigtig godt selskab sammen med Charlie og hendes store og larmende familie. Det er Charlie der fortæller om sit liv og sine dilemmaer, og du føler dig lukket ind i hendes liv. Du er med til det hele. Sproget er flydende og let at læse. Der er meget direkte tale i et ligefremt hverdagssprog, der rammer plet.
Hvis du er til bøger om den første kærlighed der ligner "Skal skal ikke" kan du også læse Den sommer alting ændrede sig af Jenny Han, som også er en bog i serien "Sonar".