Politimanden Tomas Wolf og journalist Vera Berg mødes igen, under en drabsefterforskning i det stockholmske sexmiljø. Et centralt vidne efterlyses, og Tomas og Vera hvirvles ind i en gådefuld sag med relationer til Estonias forlis og den kolde krig. Solid underholdning for alle krimilæsere.
Nytårsaften, 1994. En mand findes skuddræbt på et bordel i Stockholm, og en ung prostitueret ved navn Lucy er set flygte derfra. Tomas kaldes ud på gerningsstedet, samtidig med at Vera dukker op på jagt efter breaking news. Da Säpo involveres, står det klart at sagen stikker dybere end som så. Lucy synes at være nøglen til at opklare sagen, hvilket leder Tomas videre til Europas dunkleste afkrog for sexhandel, Skammens vej i Tjekkiet. Vera, der har fået drengen Sigge tilbage i sit liv, må tage en række drastiske beslutninger, da hun får færten af en forbindelse til en overlevende fra Estonia-forliset. Alt hænger tilsyneladende sammen, men hvordan? Andet bind i krimiserien "Skumringsland" om efterforsker Tomas Wolf og journalist Vera Berg.
En rigtig pageturner, der bør optræde på enhver krimielskers pensumliste. Alt fungerer fra start til slut, og man fordyber sig fuldstændigt i et plot med flere spor, nuancerede karakterer med meget på spil, såvel som stærke miljøbeskrivelser, der skildrer byens kriminelle underverden med rystende realisme.
For mere velsmurt svensk krimiunderholdning kan man fx læse krimier af Jonas Moström eller Carl-Johan Vallgren.