Tegner og maler Paul Beckett blev født i København i 1922 af dansk-skotske forældre, og døde i 1994. PB ønskede ikke at skabe sig en forretningskarriere, således som faderen havde gjort, men blev elev på Kunstakademiets malerskole i stedet. I 1951 besøgte han Spanien for første gang, men vendte snart tilbage og kom siden til at bo både i DK og i Spanien. Beatrice Beckett har udvalgt tegninger til 3 bøger, som tilsammen viser flere sider af kunstnerens produktion og talent, Tyrefægtning, 1996 og Portrætter, 2003. Den foreliggende bogs dyretegninger har primært motiver fra Zoologisk Have i København - og skildrer fugle, løver, aber og pingviner især. Tegningerne vidner om stor indsigt i dyrenes adfærd og natur og om stor kærlighed til selve deres eksistens. Skitserne er fulde af liv og varme, dyrene er skildret med respekt for deres egenart. Tidligere zoodirektør Bent Jørgensen har skrevet indledning, der fint rammer tegningernes univers og engageret fortæller om samarbejdet med kunstneren. En fin lille bog, smukt tilrettelagt og med naturalistiske tegninger og skitser af gedigen standard.