Det er en sand fornøjelse at få en kogebog som denne i hænderne. Der er masser af opskrifter på lækker mad til hverdagsbrug - både morgenmad, madpakker og frokost, salater, pasta, fjerkræ, kød, fisk, supper, brød og ikke at forglemme kager og andre søde sager. Forfatteren er erfaren kok og madskribent (har tidligere udgivet Spis godt - konfekt (2004) og været medforfatter til Stege & brase (2003) og hendes repertoire er alsidigt, meget indbydende og af høj kvalitet. Bogen indeholder opskrifter på mad, som forfatteren har udviklet gennem sine år som kok, og der er inspiration fra hele verden, men der er også klassiske danske mormoropskrifter med et twist. Forfatteren slår kraftigt til lyd for betydningen af måltidet som sådan - det drejer sig ikke kun om maden, men også om samværet og samtalen - og opfordrer til, at vi lærer vores børn og unge at tage sig tid til at lave og spise god mad sammen. Bogen kan bruges af alle, og de fleste ingredienser er velkendte. Der er farvefotografier af så godt som alle retterne, og bogen er meget flot layoutet - dog kan det være svært at læse enkelte af opskrifterne, som er skrevet ind over fotografierne Personligt er der mange opskrifter, som jeg skal have afprøvet, og det er præcis sådan, det skal være med en kogebog!.