En lille skæg sag, nok først og fremmest for de 3-6 årige, men egentlig for alle der falder for vitsagtige tankeeksperimenter og morer sig over hvad der kan ske når en skolopender (er det ikke det vi også kalder 1000-ben?) skal have sko. Det hjælper også hvis man kan lide at tælle. Skolopenderbarnet Bent slår en af sine fødder, og for fremover at undgå bøvlet med at skulle finde hvilken af de utallige fødder der skal pustes på, bestemmer hans mor at nu skal Bent have sko. Bent tæller op at han skal bruge 100 sko, og det skal være med snørebånd. Det tager Bent en hel dag at tage sko på og snøre dem, og så er der endda 58 sko tilovers! En skolopender har kun 42 ben, siger bedstefar mens han støtter sig til et utal af små spadserestokke med de forreste ben. Og sådan broderes der underfundigt videre på tankeeksperimentet. Bents sko gnaver, så han må have sokker i hver eneste af dem. Og til sidst bliver det naturligvis for meget for Bent med al den tagen sko og sokker af og på, så han sælger det hele til forskellige flerbenede insekter. Det kommer der et helt lille regnestykke ud af der går op med to regnorm iført hver sin sok og sko. Ill. behøver nok ikke mange ord, det er TR's sædvanlige skægge, skøre akvareller.