Skovens dyr og Dyr i byen indgår begge i serien Tæt på dyrene 3, som fortsætter stilen fra de tidligere udgivne Tæt på dyrene-bøger. Bøgerne er læsepædagogisk bearbejdet og kan læses af gode læsere fra ca. 9 år. Skovens dyr deler dyrelivet op i kødædende, planteædende og altædende dyr og har derudover afsnit om bopladser og vinterliv i skoven. Bogen har den store mangel, at den ikke tydeligt fortæller, om dyrene hører til i de danske skove eller ej. Dyr i byen fortæller om dyrelivet i byerne og deres tilpasning til mennesker. Begge bøger er velegnede til selvstændig læsning og kan anvendes i forbindelse med faglige læsekurser. Det faglige indhold er ikke højt, men læseteknisk er bøgerne gode. Illustrationerne passer til målgruppen og supplerer og understøtter teksten godt. Til serien udgives en læsevejledning.