Skråplan er for alle, der holder af dansk satire i Jonathan Spang/Linda P.-stilen. Formidles sammen med nyere danske satire og standup-comedy-shows som fx Biblen eller Linda P.'s Hvor fanden er Herning.
Skråplan er de første seks satireprogrammer med de to blonde tv-værtinder Winnie (Linda P.) og Carina (Carina Sederqvist) som gennemgående værter og brevkasseredaktører. Andre gennemgående figurer, der også spilles af de to, er socialarbejderne i Borgerservice Jytte og Özgen, der forventes at kunne hjælpe alle med næsten hvadsomhelst. Vi møder også de to overvægtige singler, Bruno og Nalle. Bruno kæmper mod vægten og for at finde en kæreste, grundigt modarbejdet af den allestedsnærværende Nalle. Pigebanden Fucking Shit og de to storcenterbetjente er andre karakterer i satireserien. Linda P. og Carina Sederqvist spiller figurerne fra samfundets skyggeside med rødder på Københavns Vestegn. Serien er en af flere danske satireserier, der har været vist på DR2.
Instruktøren Jesper Rofelt er kendt for sin instruktion af andre satireserier, bl.a. "Krysters Kartel" og Drengene fra Angora. Han har været producer af "Banjos Likørstue" m.fl. Man genkender den satiriske stil.
Linda og Carina er gode i rollerne som de hårdt prøvede danskere fra Vestegnen. Især Bruno og Nalle og deres tvivlsomme venskab er underholdende spillet.