Hvad skal der til for at få et debatindlæg i aviserne? Denne inspirerende håndbog guider dig igennem hele processen, fra tanke til færdig tekst. Med konkrete råd og vejledning til fx indkredsning af hovedbudskaber og et fængende, levende sprog. For både nybegyndere og garvede skribenter.
Medierådgiver og tidligere debatredaktør på Politiken, Milla Mølgaard, løfter i denne bog sløret for, hvordan man kan komme igennem nåleøjet til debatredaktionerne på landets dagblade og websider. Bogen indeholder en række konkrete råd og eksempler på, hvordan man kan gribe opgaven an. Med inspiration til fx hvad der gør et debatindlæg godt, hvordan man med fordel kan tage udgangspunkt i det aktuelle og det spektakulære, samt en nærmere indkredsning af budskabet. Endelig er der tips til, hvilke formater aviserne foretrækker samt forfatterens eget bud på en "sikker" debatmodel. Forfatteren har tidligere udgivet fx Delt.
En bog sprængfyldt med masser af gode tips og idéer til den debatlystne skribent, der ønsker at være med til at påvirke samfundsdebatten. Bogen er velskrevet og samtidig er den kort, konkret og meget praktisk anvendelig. Tonen i bogen er meget uhøjtidelig og i øjenhøjde med læseren, hvilket gør den til en både fornøjelig og lærerig læseoplevelse.
Der findes ikke andre lige så emnespecifikke titler som denne, men Grib journalistikken om journalistiske metoder kunne evt. være relevant.