Weblogroman til voksne tøzer, som fortsat elsker at læse om Nynne og alle de andre chick lits. God forside og ditto bagsidetekst.
Bag pseudonymet Spacemermaid findes Charlotte Heje Haase, f. 1977, som nu er klummeskriver i gratisavisen Urban og damebladet Femina. Desuden har hun i flere år blogget om egne oplevelser med kærlighed, kærester, ex-kærester, jalousi, karriere, venner, familie, udseende, spiseri, fest og farver. I 2007 blev en del af disse blogs udgivet i blooken (blog + book) 1001 tårs tøsetanker, og hvor den slap, fortsætter nu Skydykker uden faldskærm i samme stil og samme emnekreds. I et kvikt, hurtigt og snakkende sprog, som absolut fungerer bedst i små doser, beretter den 28-årige Spacemermaid om stort og småt fra august til december 2005, hvor hun uventet finder den store, store kærlighed. Alt er idel lykke i et par måneder, og Spacemermaid svæver på en lyserød sky. Så slår han op af uforståelige grunde for hende, hvorefter Spacemermaid bestemt ikke er fit for fight i en periode. Stil og indhold i Skydykker uden faldskærm er velkendt fra andre chick lits, hvor den placerer sig et sted i midterfeltet.
Chick lit er ikke nogen mangelvare længere, men der er stadig mange læsere. Skydykker uden faldskærm vil blive læst som forgængeren, især hvis den bliver formidlet, så den ikke drukner blandt alle de andre bøger i 99.4.
Selvbiografisk weblogroman i genren chick lit. Letløbende, underholdende og morsom, især hvis den læses i mindre bidder.