Endnu et kapitel i den "nye" serie af James Bond film med den hårdtslående Daniel Craig i hovedrollen. Selve brandet James Bond har været kendt og elsket af størstedelen af brugergruppen i mange årtier, og de "nye" Bond film er ingen undtagelse. Et glimrende eksempel på en filmserie der er elsket af både kvinder og mænd, hvad enten de er 12 eller 75 år gamle.
Vi er nået til tredje del af den "nye" serie af mere realistiske Bond-film med Daniel Craig i hovedrollen. Denne gang er selve MI6 og M under skarpt angreb fra en terrorist, og Bond må en tur til sin barndoms fædrene gård i forsøget på at beskytte M. Det er en værdig efterfølger til de to forgående film. Det er Bond, som vi kender ham, med hårdtslående næver, humor og mange filmhistoriske referencer til fortidens Bond film. M har fået en central plads i filmen, og det løfter den at give mere plads til Judy Dench. De foregående to films forsøg på at give Bond karakteren mere dybde fortsætter og nyfortolkningen af figuren klæder absolut filmene, der da også fik overordentligt gode anmeldelser herhjemme.
En action serie der minder meget om Bond-filmene er de ligeledes uhyre populære Bourne film, der begyndte med den fantastiske The Bourne identity, 2002 og senest har budt på den lidt skuffende The Bourne legacy, 2012.
Filmens kvalitet og velkendte brand, har sikret den en meget stor fanskare blandt alle typer brugere, og gør den naturligvis til et must i enhver dvd-samling, specielt hvis man har investeret i de foregående.