Jordemoderen Hulda Gold kæmper for de fattige og undertrykte kvinder i byen, Berlin, da hun pludselig bliver involveret i en mordefterforskning. For dem der holder af historiske krimier.
Året er 1922 og vi er i Berlin, hvor Hulda Gold arbejder som jordemoder. I et af byens hårdeste slumkvarterer møder hun gravide Lilo, der fortæller om sin nabo, der er druknet i den nærliggende kanal. Dødsfaldet forklares som selvmord, men det tror den unge kvinde dog ikke på. Hulda begynder at grave i sagen og starter sin egen efterforskning, men det er ikke helt ufarligt at begynde at rode op i ting. Kriminalkommissær Karl North interesserer sig også for sagen, og selvom han ikke er udelt begejstret for at Hulda blander sig, har han brug for hendes hjælp. For folk, der bor i slumkvartererne, taler meget nødigt med politiet. Det er første bog i krimiserien med jordemoderen Hulda Gold.
Velskrevet og spændende krimi, der er svær at lægge fra sig. Sagen er kompleks og personerne er virkelig interessante.
En anden krimi fra 1920'ernes Berlin er Den våde fisk, der også er lavet til en tv-serie (Babylon Berlin).