Bøger / skønlitteratur / spænding

Skyggearken


Beskrivelse


Tegneserie. En række brutale mord ryster rumskibet, Arken, der med hele menneskeheden ombord er på vej til en ny verden. Opklaringen synes simpel, men snart udviskes grænserne mellem liv og død, mellem drøm og virkelighed.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 22. mar. 2019

af

af

Christine Christensen

d. 22. mar. 2019

"Verdensrummet er uoverskueligt stort for et menneske, der vælger at være et ligegyldigt støvkorn". Tegneserie for et sci-fi- og dystopisk-interesseret publikum fra ca. 14 år.

Det kæmpestore rumskib, Arken er på vej mod en ny verden efter at jorden er blevet ubeboelig. Resten af menneskeheden findes ombord, velvidende at deres generation aldrig vil nå frem til bestemmelsesstedet, de lever så at sige i tiden midt mellem verdener. En række brutale mord i Arkens slumkvarter skaber krusninger i overfladen, og politibetjenten Luna forsøger at løse gåden sammen med sin veninde Molly. Men alt er ikke som det ser ud, og snart er det umuligt at skelne mellem drøm og virkelighed.

En vellykket, sarkastisk og sjov, men også sær og syret fortælling i et gennemført univers. Billedsiden er dynamisk og levende, men ikke helt skarp, så det er til tider svært at skelne figurerne fra hinanden i det jordfarvede univers, hvor eneste dominerende farve er blodrød. Alt i alt er albummet dog et interessant bud på dansk sci-fi og bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Den superflotte serie Orbital, hvor første bind er Nærkontakt har også rumagenter og et mysterium at opklare, men universet er noget mere muntert og let.