Den tyske ekspressionist, nihilist og mediciner GB ( 1886-1956) har igennem århundredet haft en eksklusiv, men kvalitativt vedholdende produktion, der har nydt stor bevågenhed blandtdigterkolleger. GB's lyrik, drama og essayistik falder stil- og tidsmæssigt i to dele. Dels perioden fra debuten under studierne i 1912 op til 2. verdenskrig, der betød skriveforbud. Dels denmodernistisk prægede periode fra 1946 til hans død. Nærværende smukke udgivelse koncentrerer sig om den sene periode, der ikke uventet er præget af efterkrigstidens desillussion. Her er tale omdigte af høj karat, der hele tiden med stor kunstnerisk variation orienterer sig mod en værdimæssig desillussion uden at være banalt dødsdyrkende. Digtene er i dybeste forstand human- ogtidskritiske -formmæssigt banebrydende, reflekterende og givende ved genlæsning. Peter Poulsens fine introduktion og imponerende, indfølte gendigtning, der såvel behersker rimede som urimede digte,gør dette til en født lyrikklassiker, derfor første gang giver et større indtryk af GB's poetiske geni. På da. har vi kun skuespillet Tre gamle mænd (51), Radartænkeren og andre essays (60),Destillationer, essays/digte (også ved PP, 63) og Glasblæseren (64), essays/prosa.