Spil / computerspil

Skylanders giants


Beskrivelse


Platformsspil. En trussel er dukket op i Skylands og dine skylander-figurer kan redde det hele. Stil figurerne på portal of power og kæmp gennem Skylands fantastiske riger. Skylands skal reddes. Væk dine skylanders til live.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 7. dec. 2012

af

af

Peter Martin Jørgensen

d. 7. dec. 2012

Xbox 360. Forrygende platformspil for de fleste. Dansk tekst og tale. Sværhedsgrad kan justeres. PEGI er 7. Fra 6 år.

Skylanders er små væsener der er frosne i vores verden, men levende helte i Skylands. Her er Xbox'en mediet mellem de to. Med til spillet følger tre fysiske figurer. Når de placeres på den medfølgende Portal of Power, vækkes de til live i spillet. Historien er at Skylands er under trussel fra KAOS, en ond supermagt. Derfor tilkaldes The Giants tilbage fra jorden, for at bekæmpe, med deres særlig kræfter som fx at løfte tunge sten. Selve spillet er en ordinær omgang platform, hvor fjender skal nedkæmpes, skatte skal samles og gåder løses. Universet er til den nuttede side, og ikke alt for farligt for de mindste spillere. Grafikken er farverig og fin. Lyden passer til og de to sammen med de fysiske figurer skaber en medrivende spiloplevelse, på tværs af universer. Der kan stå to figurer på portalen, så der er rig mulighed for multiplayer. Figuren fungerer også som en slags savegame. De fysiske figurer findes i ca. 45 varianter, og er pt. et af de bedst sælgende legetøjsmærker. Spillet kan spilles med de tre medfølgende figurer.

Tidligere findes "Skylanders - Spyro's adventures".

Skylanders giants er et helt forrygende spil, der vil glæde de fleste. Spillets styrke og svaghed er de fysiske figurer, der lægger op til en personlig spiloplevelse, og figurkøb. Spillet består af: spillet, 3 figurer (2 små, 1 stor), en Portal of Power, byttekort og klistermærker. At man skal bruge både figurer og portal, vil uden tvivl besværliggøre klargøring af dette materiale.


Bibliotekernes vurdering

d. 7. dec. 2012

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 7. dec. 2012

Wii. Actionspil. Skylanders giants er et meget populært legetøjs/computerspils-koncept som kombinerer fysiske legetøjsfigurer, samlerkort, m.v. med en relateret spilverden og et online-univers. Målgruppen er børn fra 5-10 år og spillet har en PEGI-Rating på 7 med noget overdrevne ikoner for vold og skræmmende elementer. Spillet er på dansk.

Skylanders giants har i tidligere tider udkæmpet drabelige kampe i Skylands, men nu er de forvist til jorden. Som spiller skal man nu anbringe en af de medfølgende 3 spil-figurer på "Portal of Power"-platformen, så de kan frigive deres kræfter til de kampe der foregår inde i spillet, medens de lyser op i forskellige farver. Spillet er intuitivt og let at komme i gang med: anbring din Skylander-figur på portalen og du er i gang, godt hjulpet af enkle og instruktive in-game ikoner, som forbilledligt forklarer hvordan du håndterer remoten. Undervejs swapper man let spil-figuren, alt efter hvilket element de enkelte figurer behersker bedst. Der kan spilles i Story- eller Duel-mode. Grafikken er rigtig god efter Wii-standarden, og efter at have tilbragt nogle megaunderholdende dage med spillet, forstår jeg til fulde hvorfor det er blevet så populært.

Spillet er en fortsættelse af "Skylanders - Spyro's adventure" fra 2011, som mig bekendt ikke har været tilbudt bibliotekerne.

Skylanders giants er et af de meget hotte børnespil/legekoncepter lige nu, og da spillet også kvalitetsmæssigt har en del at byde på er det et must buy, hvis man kan håndtere tilbehøret i en udlånssituation. Hvis jeg var 6 år ville det helt klart ryge til tops på ønskesedlen.