Fire første bind af en serie på foreløbig 11 på originalsproget, netop filmatiseret med Jim Carrey. Bind 1 og 2 udkom første gang i 2000 med serietitlen En serie af ulykker. Det er en dramatisk historie om tre børn, Sunny, Klaus og Violet, der mister deres forældre, skal bo hos deres onde onkel, grev Olaf, der gerne vil slippe af med børnene for at arve de mange penge. Advokaten, Hr. Poe, bestyrer formuen og vælger værger til børnene. Gennem de 4 bind kastes de rundt til fjerne slægtninge og obskure lokaliteter. Historien fortælles af en alvidende fortæller der i en snakkende stil ofte bryder historien af og kommenterer. Skrivestilen i øvrigt er ironisk og parodisk, der bruges megen dialog, figurerne er endimensionale. Det er en speciel og især anderledes trivi med en helt speciel humor under mottoet jo værre jo bedre, med en fjollet og subtil sort humor illustreret med sort/hvide tegninger. Især velegnet til oplæsning for børn fra 7 år og til selvlæsning fra 11 år. Forside dækker indhold, og ens bagsidetekst på alle 4 bind udtrykker bogens humor og distance.